freely.modspil.dk
Gaza brief, 7. oktober 2025
**Af Poyâ Pâkzâd**
God tirsdag formiddag. Dagens Gaza Brief.
I dag er det to år siden, Hamas angreb i det sydlige Israel og udløste et israelsk hævntogt, der fra første dag havde et langt bredere sigte end blot at nedkæmpe bevægelsen. Allerede i de første uger efter angrebet udarbejdede det israelske efterretningsministerium et officielt forslag om at “evakuere” hele Gazas befolkning, og kort efter blev hele kvarterer systematisk jævnet med jorden for at forhindre de fordrevne i at vende tilbage.
For den israelske højrefløj blev krigen et historisk øjeblik, som bosættelsesminister Orit Strook beskrev som “en tid for mirakler”. Dvs. en enestående mulighed for at gøre det, tidligere regeringer kun havde drømt om: at løse Gaza-spørgsmålet én gang for alle. Strooks ord lød ekstreme, men tankegangen var ikke ny. Allerede i 1930'erne skrev den zionistiske leder og senere premierminister David Ben-Gurion i sin dagbog, at “hvad der er utænkeligt i normale tider”, hvad angik transfer af den arabiske befolkning ud af den kommende jødiske stat, “kan blive muligt i revolutionære tider.”
Noget tyder på, at Trumps 20-punkts-plan stikker en midlertidig kæp i miraklernes hjul. Efter mere end to års blodig krig forsøger forhandlere i Egypten at finde vejen til en våbenhvile i Gaza. Men mens repræsentanter fra Israel og Hamas udveksler budskaber gennem arabiske mellemmænd, fortsætter de israelske bombardementer.
Ifølge Reuters og Al Jazeera blev mindst 19 palæstinensere dræbt i løbet af det seneste døgn, mens yderligere 96 blev såret. Angrebene fortsætter, selv efter at præsident Donald Trump søndag krævede et “øjeblikkeligt stop for bombardementerne”. I Gaza City ramte et israelsk luftangreb området omkring al-Rum-skolen, hvor flere børn blev såret, og i Khan Younis blev tre palæstinensere dræbt, mens de forsøgte at hente nødhjælp. Gazas sundhedsministerium anslår nu, at 67.160 mennesker er blevet dræbt siden oktober 2023, og næsten 170.000 såret. FN og internationale forskningsinstitutioner mener, at tallene sandsynligvis er et betydeligt underestimat.
Dagens brief byder desuden på en særlig feature. Fra tre forskellige steder – Ramallah, London og Haifa – beskriver tre palæstinensiske skribenter, hvordan denne krig ikke blot har lagt Gaza i ruiner, men strakt sin kontrol ud over hele det palæstinensiske rum. Juristen Raja Shehada på Vestbredden, journalisten Tareq S. Hajjaj i udlandet og analytikeren Thawra Abukhdeir i Israel skriver hver fra deres position og hvert deres sted, men de fortæller om det samme. Et liv under den samme magt, blot med forskellige grader af afstand til dens vold og pression. Dem vender vi tilbage til om et øjeblik.
Vi starter med forhandlingerne i Egypten. I Sharm el-Sheikh mødes repræsentanter fra Hamas, Egypten, Qatar, Tyrkiet, Israel og USA for at forsøge at omsætte Trumps 20-punkts “fredsplan” til en egentlig våbenhvile. Hamas' delegation, ledet af Khalil al-Hayya, forhandler indirekte med Israel gennem arabiske mellemmænd. På israelsk side leder strategiminister Ron Dermer samtalerne. Ifølge egyptiske kilder kræver Hamas garantier for, at Israel faktisk trækker sig ud af Gaza, når de har frigivet de resterende israelske fanger, omkring 48 personer, hvoraf under halvdelen antages at være i live.
Trumps plan beskriver en international stabiliseringsstyrke af arabiske og muslimske lande, som skal tage kontrol over Gaza, mens Israel trækker sig ud. Det London-baserede medie Middle East Eye skriver, at Egypten ønsker, at amerikanske tropper deltager direkte, efter model af den Multinational Force and Observers, der blev oprettet i Sinai i 1982 efter fredsaftalen mellem Egypten og Israel. USA har allerede flyttet dele af sit mandskab fra basen i Qatar til Jordan, hvilket ifølge diplomatiske kilder kan varsle et større militært engagement i regionen.
Både Egypten, Qatar og Tyrkiet presser på for en fuldstændig israelsk tilbagetrækning, mens Israel ønsker at bevare en “sikkerhedszone” dybt inde i Gaza. Ifølge analytikeren Mirette Mabrouk fra Middle East Institute ser egypterne en amerikansk tilstedeværelse som “en garanti, et reelt engagement, et incitament for Israel til at begrænse sine overgreb”. Andre er mere skeptiske: “Denne administration vil ikke have permanente styrker på jorden. Den bomber og trækker sig ud”, siger analytikeren Riccardo Fabiani fra International Crisis Group.
Ifølge Deutsche Welle har Israel endnu ikke opnået sine formelt erklærede mål med krigen: at ødelægge Hamas og få alle gidslerne hjem. Af de 251 fanger, der blev ført til Gaza i oktober 2023, er 148 vendt tilbage i live – otte gennem militære aktioner, resten via fangeudvekslinger. 48 er stadig tilbageholdt, og kun 20 formodes at være i live. Hamas er svækket, men langt fra udslettet. Krigens geografiske udstrækning er samtidig vokset. I Libanon dræbte et israelsk droneangreb mandag et ægtepar i byen Zibqin. Israel hævdede, at den dræbte mand var en “nøglefigur i Hizbollahs luftforsvar”, men fremlagde ingen beviser. Angrebene på libanesisk territorium fortsætter næsten dagligt, og israelske styrker har opretholdt militære stillinger i syd, trods den såkaldte våbenhvile i november sidste år.
Også Iran, Syrien og Yemen har været inddraget. Israel har gennemført gentagne bombardementer mod iranske mål, herunder et angreb, der ifølge DW ødelagde dele af Irans atomfaciliteter og dræbte Hamas-lederen Ismail Haniyeh i Teheran. Syriens præsident Bashar al-Assads fald i 2024 har yderligere svækket Irans position.
To år inde i krigen har USA ydet mindst 21,7 milliarder dollars i militær støtte til Israel, viser en ny rapport fra Brown Universitys Costs of War-projekt, omtalt af AP News. Heraf faldt 17,9 milliarder under Joe Biden og 3,8 milliarder under Trump. Uden denne bistand, vurderer rapporten, ville Israel ikke have kunnet opretholde sin krigsførelse i Gaza. Samtidig har Washington brugt op mod 12 milliarder dollars på relaterede operationer i Mellemøsten, herunder angreb på Houthierne i Yemen og på iranske mål.
Mens bomberne falder, fører Israel også en propagandakrig. Ifølge Jewish Telegraphic Agency planlægger udenrigsministeriet i Jerusalem en kampagne på over 4 millioner dollars rettet mod amerikanske evangelikale kristne. Gennem reklamer, sociale medier og et mobilt “October 7 experience”-show skal kampagnen “styrke positive associationer til Israel og koble den palæstinensiske befolkning til ekstremisme”. Det sker samtidig med, at en YouGov-måling viser, at 72 pct. af demokratiske vælgere i USA nu mener, at Israel begår folkedrab i Gaza, og 65 pct. ønsker sanktioner mod Tel Aviv.
I Storbritannien er tendensen tilsvarende: Kun 12 pct. af briterne sympatiserer nu mest med Israel, mens 38 pct. støtter palæstinenserne, og rekordmange, 57 pct., mener, at Israels militære handlinger i Gaza ikke kan retfærdiggøres.
Spaniens indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska hentyder på Spaniens nationale, statslige tv-station TVE, at landet overvejer at indgive en klage til Den Internationale Straffedomstol efter beretninger om mishandling af spanske borgere, der deltog i den humanitære Global Sumud Flotilla. De 400 aktivister fra 47 lande blev opbragt af den israelske flåde 80 sømil fra Gaza og interneret i Israel. Ifølge flere vidnesbyrd blev de udsat for diverse former for mishandling. Spaniens indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska udtalte mandag, at “tiden vil komme til at svare juridisk” og bekræftede, at anklagemyndigheden har indledt en efterforskning.
Flotillens mest prominente deltager var Greta Thunberg, som efter sin løsladelse i Grækenland kaldte situationen “et live-streamet folkedrab”. “Ingen kan længere sige, at vi ikke vidste det”, sagde hun efter sin løsladelse. “At sulte millioner af mennesker ihjel under en ulovlig belejring er en fortsættelse af årtiers apartheid.”
Ifølge Reuters og FN's humanitære koordineringskontor OCHA er over 67.000 palæstinensere blevet dræbt, næsten en tredjedel af dem børn. 193.000 bygninger er ødelagt eller beskadiget, 213 hospitaler og over tusind skoler ramt. Kun 18 pct. af Gaza er ikke underlagt evakueringsordrer eller militære zoner. 1,9 millioner mennesker, næsten hele befolkningen, er internt fordrevne. Hungersnød er officielt erklæret i Gaza City, og mindst 177 personer, heraf 36 børn, er døde af sult. 60 pct. af gravide og nybagte mødre lider af underernæring. Ifølge den svenske ngo Diakonia, der specialiserer i humanitærretten, har over 20.000 børn mistet livet og 42.000 er blevet såret. 21.000 lever med varige handicap. Næsten en million børn er fordrevet, og 40.000 har mistet en eller begge forældre. “Gaza er nu det sted i verden med flest børneamputerede pr. indbygger”, fastslår organisationen i en statement udgivet på deres hjemmeside i dag.
Midt i den statistiske ufattelighed og de daglige nyheder findes også de enkelte liv. Stemmer, der skriver fra forskellige punkter på kortet, men om det samme tab. Tre palæstinensiske skribenter fortæller, hvad krigen har gjort ved deres verden, set fra Ramallah, London og Haifa.
I Ramallah skriver Raja Shehada, jurist og grundlægger af menneskerettighedsorganisationen Al-Haq, i The Guardian om et liv på Vestbredden, hvor krigen mod Gaza blot har forstærket en virkelighed, der længe har været ved at gå i forrådnelse indefra. Han beskriver, hvordan den israelske hærs hævnkrig har udslettet Gaza og gjort 92 pct. af boligmassen ubeboelig, men også hvordan volden har flyttet sig ind i hans egen hverdag. Rundt om Ramallah vokser de bevæbnede bosætterudposter som et net af høje, mens soldater fælder tusinder af oliventræer under påskud af sikkerhedshensyn. Landsbyer stormes, marker beslaglægges, og checkpoints kvæler enhver forestilling om bevægelsesfrihed. For Shehada hænger alt dette sammen. Den samme logik, der har ødelagt Gaza, er ved at kvæle Vestbredden. Et system, der søger at reducere et helt folk til administrerbare lommer under israelsk kontrol. Han kalder det “en besættelse, der har mistet al skamfølelse”. Et regime, som ikke længere foregiver at være midlertidigt eller defensivt, men fungerer som et permanent kolonialt maskineri med sin egen selvretfærdige moral. “Vi har ingen tidligere erfaring med at leve side om side med en stat, der begår folkedrab mod vores folk”, skriver han. “Israel må vælge mellem evig krig eller at anerkende palæstinensisk selvbestemmelse”.
Shehada ser krigen som kulminationen på en udvikling, der strækker sig tilbage til 1948, fra Nakbaens etniske fordrivelse til nutidens kolonisering forklædt som sikkerhedspolitik. Men han tilføjer en pointe, der gør teksten ubehageligt aktuel. Israel kan ikke længere skjule sig bag fortællingen om selvforsvar. Den moralske ruin i Gaza, skriver han, er ikke et sammenbrud af etikken, men dens konsekvens, når et samfund i årtier har lært at se besættelse som selvopretholdelse.
Fra London skriver journalist Tareq S. Hajjaj i Mondoweiss om den skyld, der følger med overlevelsen. Han beskriver sin flugt fra Gaza, hvor hans mor døde, fordi medicin ikke længere kunne skaffes, og hvor de sidste dage før afrejsen blev brugt på at finde vand, brød og strøm til hendes respirator. Da han forlod byen, lå hans hjem i ruiner, og familiens nabolag var forvandlet til et krater. I dag bor han i en lille lejlighed i det nordlige London med sin hustru og deres toårige søn, som aldrig har haft en legekammerat, aldrig har været i en park uden at blive forskrækket af lyden af et fly, og aldrig har kendt det nabolag, han skulle vokse op i. “Hver bid mad i eksil smager af skyld, fordi min familie i Gaza sulter”, skriver Hajjaj. “Vi overlevede, men vi fortryder det hver dag”.
For Hajjaj er eksiltilværelsen ikke en redning, men en fortsættelse af belejringen i en anden form. I London vågner han til nyhederne fra Gaza, og hver notifikation på telefonen kan være beskeden om endnu et familiemedlem, der er blevet dræbt. Han skriver, at eksilet ikke føles som frihed, men som afstand. Selv her, i et land uden checkpoints, føler han sig fanget af sit tab.
Hans tekst er en stilfærdig anklage mod en verden, der har vænnet sig til at se palæstinensisk lidelse som baggrundsstøj. Han skriver, at han ikke længere kan holde ud at høre sætningen “ingen kunne have forudset det”, for alle, der har levet i Gaza, har forudset præcis dette. For ham er livet i London et fristed uden fred. Gaza slipper ham ikke, selv når han slipper Gaza. Kroppen er undsluppet, men bevidstheden bliver, hvor bomberne faldt.
Og fra Haifa fortæller Thawra Abukhdeir i +972 Magazine om at leve som palæstinenser inden for Israels grænser, i den del af Palæstina der blev til staten Israel i 1948, hvor tavshed nu er blevet en forudsætning for at høre til. Hun beskriver en stat, hvor det palæstinensiske flag fjernes fra gaderne på ordre fra national sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir, hvor et digt, et Facebook-opslag eller et vers fra Koranen kan føre til afhøring eller fængsel, og hvor blot et arabisk ord på en bus kan være nok til at vække mistanke.
“Vores tavshed er vores statsborgerskab,” skriver hun. “Men i Amsterdam, i London, i gaderne udenfor, dér taler vi frit.” For Abukhdeir handler det ikke kun om ytringsfrihed, men om retten til at eksistere som palæstinenser uden at blive betragtet som en potentiel trussel. Hun kalder det “en arkitektur af kontrol”, hvor hele det palæstinensiske nærvær inden for Israels grænser er underlagt overvågning, censur og mistanke.
Samtidig ser hun et spirende fællesskab uden for landets grænser. I eksilets stemmer, de tusinder, der demonstrerer uden frygt i Europas gader, aner hun en ny form for palæstinensisk offentlighed, som ikke lader sig undertrykke af Israels love. Hun peger på, hvordan de seneste diplomatiske anerkendelser af Palæstina, nu fra mere end 150 lande, heriblandt Frankrig, Storbritannien, Spanien, Australien og Canada, bærer et dobbelt budskab. De markerer et moralsk fremskridt, men også en grusom ironi: Først da folkedrabet i Gaza blev transmitteret direkte, begyndte verden for alvor at se Palæstina.
Tilsammen tegner de tre stemmer et sammensat billede af de palæstinensiske kvaler i 2025. Raja Shehada beskriver besættelsens logik indefra, Tareq S. Hajjaj ser dens konsekvenser udefra, og Thawra Abukhdeir lever midt i den, under en lov, der kræver tavshed som prisen for at høre til. Tre forskellige steder, men den samme virkelighed. Et fragmenteret folk, bundet sammen af den samme erfaring med kontrol, tab og vedholdenhed.
De internationale reaktioner har imidlertid ikke kun været symbolik. Flere lande har suspenderet våbeneksporten til Israel, mens Colombia, Sydafrika og Malaysia har indført deciderede sanktioner. EU drøfter at fryse associeringsaftalen og indføre visumrestriktioner for israelere. Samtidig er splittelsen i Israel voksende. Over 60 pct. af befolkningen støtter nu en våbenhvile, og familier til gidsler demonstrerer ugentligt mod Netanyahu-regeringen.
Men i Gaza er generationen af børn ved at forsvinde, advarer Diakonia: “Ved at udslette så mange unge liv truer Israel selve det palæstinensiske folks evne til at overleve som folk”.
To år efter den dag, der rystede regionen, står Gaza som et symbol på, hvad der sker, når krig og hævn fortrænger ret og menneskelighed. Forhandlingerne i Egypten kan måske bringe våbenstilstand, men som Raja Shehada skriver, vil freden først begynde, når Israel anerkender Palæstinas eksistens.
Magthaverne taler også i disse dage evindeligt om noget, de kalder “fred”. Men det lyder mere som et refræn uden indhold. Fredstid fra den kant er, når verdens ledere får fred for at høre om Palæstina. Fredstid er de stille mellemrum, hvor det igen kan markeres, at palæstinenserne ikke kan slippe ud af undertrykkelsen ad nogen fredelig vej. Og fredstid er, når opmærksomheden kun vender tilbage, fordi israelsk blod flyder. Og empatien stopper åbenlyst også dér.
Daglige briefs i denne blog er skrevet af Poyâ Pâkzâd. Følg den her: @gaza@freely.modspil.dk
