Rødt Venstres koordinationsgruppe vil gerne opfordre til, at man støtter **Grønne Demokrater** ved at underskrive en vælgererklæring til fordel for partiets opstilling til Folketinget. En vælgererklæring er ikke en stemme, men en støtte til, at partiet får mulighed for at stille op til valg til Folketinget. Vi er fuldt bevidste om, at Grønne Demokrater er et socialliberalt parti, der blandt andet støtter NATO og EU. Alligevel mener vi, at der er væsentlige grunde til at bakke op om partiets mulighed for at deltage i valgkampen. Partiets stifter, **Theresa Scavenius** , har markeret sig som en tydelig stemme for diplomati og nedtrapning i internationale konflikter. I debatten om krigen i Ukraine har hun advaret mod ensidig oprustning og efterlyst politiske og forhandlingsbaserede løsninger frem for yderligere militær eskalation. I forhold til Gaza og Mellemøsten har hun peget på, at overgreb mod civile ikke kan reduceres til enkeltstående “fejl”, men må forstås i lyset af alvorlige og systematiske krigsforbrydelser. Om NATO har hun argumenteret for, at Danmark bør samarbejde med alliancen, men samtidig undgå at gøre oprustning og militærpolitik til det eneste svar på internationale spændinger. Hun advarer mod, at Danmark ukritisk bevæger sig ind i stormagternes konfliktoptrapning. Derudover har hun været kritisk over for indgreb i frihedsrettigheder, når de ikke er klart og proportionalt begrundede. Endnu et vigtigt element i **Theresa Scavenius’ politik** er hendes juridiske udfordring af den såkaldte _baseaftale_ mellem Danmark og USA. Scavenius mener, at den lovgivning, som åbner op for amerikanske militære baser i Danmark — og viser _amerikansk militærs jurisdiktion over danske borgere_ — er i strid med den danske grundlov. Hun har derfor **indgivet en stævning mod flere ministre for grundlovsbrud** med det formål at få domstolene til at vurdere, om aftalen er forfatningsstridig. Hun argumenterer for, at suverænitet og retssikkerhed fundamentalt må beskyttes af grundloven, og at udenlandske myndigheder ikke må have udøvende magt over danske civile her i landet. Scavenius arbejder desuden for at få tildelt (_fri proces_) og hastebehandling i sagen på grund af dens principielle betydning. I en tid med bred politisk opbakning til oprustning kan hun – i mangel af bedre – blive en af Folketingets få tydelige stemmer for nedtrapning, diplomati og fredelige løsninger.

I takt med at isen smelter, er Arktis blevet et nyt geopolitisk brændpunkt. Grønland indtager her en central geografisk og strategisk position og er i stigende grad genstand for stormagternes konkurrence om nye sejlruter, naturressourcer og militær kontrol. Skal Grønland beskyttes, og regional stabilitet bevares, kræver det et kursskifte: et opgør med den automatiske tilpasning til USA, en afmilitarisering af området og et konsekvent fokus på fredelige, multilaterale løsninger. Det afgørende princip er Grønlands ret til selvbestemmelse. Grønland er hverken til salg, en forhandlingsbrik eller et strategisk aktiv. Enhver diskussion om Grønlands fremtid må tage udgangspunkt i grønlændernes demokratiske ret til at bestemme over eget land. Denne ret udhules i dag af stormagtsrivaliseringen. USA’s militære interesser, den fortsatte tilstedeværelse på Thulebasen siden 1951 uden folkeligt mandat reducerer Grønland til et middel i andres magtspil. USA betragter Arktis som sit strategiske bagland, sikret gennem forsvarsaftalen fra 1951 og Igaliku-aftalen. USA retfærdiggør sin geopolitiske interesse for Grønland ved at anvende det samme trusselbillede af Rusland og Kina, som EU var med til at skabe. Men sandheden er, at så sent som den 20.01.2026 udtalte den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, at USA udmærket er klar over, at hverken Kina eller Rusland har planer om at erobre Grønland. Det er afgørende at forstå, at løsningen for grønlænderne og varig fred i Arktis ikke ligger i at erstatte USA’s geopolitiske interesser med EU’s. EU’s engagement i Arktis er også præget af økonomiske og strategiske motiver – adgang til ressourcer, indflydelse på handelsruterne og et ønske om at etablere sig som en global aktør. Et skift fra Washington til Bruxelles som hovedaktor ville blot betyde en anden form for ekstern styring, der igen risikerer at overskygge den lokale selvbestemmelse. Den symbolske europæiske militærmission, iværksat fra København imod grønlandske ønsker, illustrerer dette tydeligt. Den skabte spændinger uden at bidrage til reel sikkerhed. En reaktion, der baserer sig på yderligere oprustning, vil blot forstærke usikkerheden og binde Grønland endnu tættere til en militær bloklogik, som ikke tjener befolkningens interesser. Øget militær tilstedeværelse er ikke et udtryk for grønlandsk selvforsvar. Militariseringen af Arktis er i sig selv en destabiliserende faktor. Vejen frem går gennem styrket diplomati i Arktisk Råd, udvikling af bindende international ret og en klar forpligtelse til afspænding. Arktis bør udvikles som et område for videnskabeligt samarbejde, miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling – ikke som en ny militær frontlinje. Sikkerheden i Arktis er et fælles, globalt anliggende, som kun kan løses gennem inkluderende internationalt samarbejde – ikke gennem militære blokke og stormagtslogik. Danmark har længe bidraget til denne udvikling ved konsekvent at prioritere allianceloyalitet over for USA frem for et reelt partnerskab med Grønland. Regeringens strategi, der bygger på at imødekomme USA gennem nye baseaftaler og store våbenindkøb, har ikke styrket dansk suverænitet, men tværtimod tydeliggjort afhængigheden. Regeringen har lovet USA at blokere for kinesiske eller russiske investeringer i Grønland uden grønlandsk mandat og gentager dermed koloniale beslutningsmønstre – samtidig med at kinesiske aktører frit kan investere på Lolland! Danmark bør ændre kurs og placere sin loyalitet hos grønlændernes ret til national selvbestemmelse frem for at følge amerikanske eller EU’s geopolitiske dagsordener. Ved at arbejde for afspænding, afvikling af fremmede militærbaser og et opgør med NATO’s stormagtslogik kan Danmark blive en troværdig stemme for fred i Arktis. Et ansvarligt alternativ kræver ligeledes et brud med denne linje. Danmark må erkende, at det nuværende sikkerheds- og efterretningssamarbejde med USA i overvejende grad tjener amerikanske strategiske interesser – ikke danske og slet ikke grønlandske. Konkret bør Danmark: Opsige baseaftalerne med USA, herunder aftalen om Thulebasen og de nye aftaler om baser i Danmark, da amerikanske trusler mod rigsfællesskabets integritet underminerer aftalernes forudsætning om gensidig respekt. Afvikle det efterretningssamarbejde, der reducerer Danmark til redskab for en amerikansk dagsorden.